Ja, der er en mand. Jeg forstår ham, og jeg er enig med ham, og måske laver og siger jeg den samme måde som han gjorde i går, hvis jeg er den samme situation. Men… Jeg har en anden situation.
Jeg kan rigtig godt lide, at han er ærlig (med/for mig), men jeg også hader det. 
Ulogisk ikke? Han tog håbet fra mig. Jeg er ikke lykkelig i mit liv, men hvis jeg tænker på ham, er jeg så lykkelig. Så jeg håber, at han holder et møde med mig osv. Men… Han siger “nej”.
Efter det er jeg trist (ligesom nu). Jeg kan ikke lide det, at nogen siger “nej” til mig. 
Jeg føler mig så dum. Hvorfor jeg skrev til ham (igen). Hvad vil jeg fra ham?
Jeg ved ikke. Jeg ved ikke, hvorfor jeg rigtig godt kan lide ham. Det er mystisk.
Jeg prøver ikke at tænke på ham. Det er ikke hans skyld og heller ikke min skyld. Det er et liv. Jeg mener, at et liv ikke kan være ideal.
Jeg prøver hårdt, at gå videre. Det er rigtig svært, fordi jeg gerne vil græde og sidde og lave ingeting. Men jeg må ikke spilde min tid. Jeg skal gå videre.
Jeg ved, at han har ret, men jeg er lidt såret. Det er ikke nemt for mig især om aftenen, fordi på den tid tænker jeg ikke. Jeg har kun mine følelser, og jeg vil skrive til ham og bede ham om at holde et møde med mig osv… Det er så svært, at være en kvinde…
Jeg skal læse dansk mere, skrev og arbejde. Og en dag er jeg nogen. Jeg bilver kendt menneske, og så kommer han og bede om mig at holde et møde, men jeg siger “nej” til ham. Ja… Så… Ja… Jeg skal arbejde med sagen. 
Og det gør jeg.
Jeg bekymrer, at jeg kan ikke finde den rigtig man for mig. Jeg mener mand, som jeg har godt, at snakke med, være med og… ja… også sex er vigtig. Er det mulghed, at det alle er i en mand? Eller skal jeg vælge? Jeg kan ikke lide at vælge…
Men… Nu skal jeg stoppe at tænke og begynde, at lave hjemmearbejde og andre ting.